Ensomig #395
by Louise Juhl Dalsgaard
Når folk fortæller mig at alting
hænger sammen:
himmel og hav
hoved og røv
så tænker jeg altid på fladfisk
der trækker vejret
modsat fornuften –
der altid trækker
i land
eller jeg tænker på min
mors migræne
der sikkert som
amen i kirken
hver gang faldt sammen
med naboens lyst
til dybstegte rejer:
lugten af fedt og
skaldyr og opkast
knuste kodimagnyler og
tunge gardiner
alting hænger sammen
– og alt det
der ikke gør
hænger i med
det yderste
af neglene