Ensomig #396
by Louise Juhl Dalsgaard
“Jeg har sovet dårlig i nat,” skriver min mor i en SMS og tilføjer, at det er længe siden, den slags var et problem:
“Nu kan jeg sove hele dage væk, uden at nogen ville bemærke det,” fortsætter hun, og jeg kan høre, at det er tirsdag der, hvor min mor er.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så i stedet fortæller jeg, at der er lammekøller på tilbud i Rema 1000, og at det i dag, den 16. oktober 2018, er præcis 29.000 dage siden, at hun – min mor – blev født. Jeg afslutter beskeden med en lagkage-emoji og en gif med Nordisk Films trompetfanfare. Et øjeblik senere sender min mor et billede retur, det forestiller et sort krusedullet får.
Det er tydeligt, at det markerer en slags punktum for samtalen.