Louise Juhl

For to år siden fik jeg en tand hevet ud. De kom uden varsel, smerterne, men så intenst, at jeg måtte opsøge en tandlægevagt akut.
Det var en søndag, tandlægen behøvede ikke engang at tage et røntgenbillede, “den betændelse lyser gennem både tandkød og kranie”, forklarede hun og hev tanden ud uden at spørge mig først. Betændelsen kastede en gullig og sej søjle af væske op fra hullet, tanden havde efterladt, en klat landede på min hage, tandlægen tørrede det af med en krads serviet.
“Som lava fra en vulkan,” grinede hun. Jeg forsøgte at smile tilbage, men bedøvelsen fik grimassen til at mislykkes, jeg åbnede i stedet munden uden en lyd, trak læberne en anelse tilbage, som ved et tilbageholdt skrig.
På gesimsen udenfor klinikken stad en storøjet måge med hovedet på skrå, først lidt mod venstre, så højre, den blinkede hver gang hovedet skiftede hældning.

Regningen lød på 3640 kroner, og jeg måtte love tandlægen at lade såre hvile i mindst seks timer. Jeg kun til nøds indtage flydende føde, men hverken for varmt eller for koldt.
Smerten (og regningens størrelse) havde gjort indtryk, jeg var sulten som et rovdyr. På en lille grillbar klemt inde mellem to andre forretninger, købte jeg en vanilleshake og en cheeseburger. Indehaveren havde tydeligvis moret sig: Chessburger, havde han skrevet på skiltet og under billedet af bollen med bøf og ost hang et portræt af Garri Kasparov.
Måltidet mættede ikke, men det salte og fedtede oprør mod tandlægens anbefalinger, føltes som en lille sejr.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg M om oplevelsen: Mågen på gesimsen, hvordan den havde blinket næsten indforstået. Om dyrets store øjne og de forvirrede bevægelser med hovedet.