Louise Juhl

Da jeg var allermest angst og bange, tilbage i november i 2001, flød butikkerne over med mænd klædt i røde dragter og hvidt skæg. De mindede mig mest af alt om børnelokkere, med deres påståede pebernødder og ildevarslende latter: HOHOHO.

-Alt er mørke, svarede jeg min terapeut, da han spurgte mig, hvordan det gik. Han forsøgte vel at trøste, svarede at mørket i virkeligheden var et gode: At det bestod af lys, millioner og atter millioner af partikler krøbet helt tæt sammen for at holde på sig selv, intet slap ud, ingen lys gik tabt.
– Sådan er mørket så omsorgsfuldt, forklarede han, som pingvinflokke på Sydpolen, samme fællesskabsånd.

Og selvom det var noget pis, han fyrede af dengang, så fungerer løgnen stadig. Særligt sådan en kulsort oktobermorgen:
At se ud på mørket og forestille sig, at det tilbyder et fællesskab af en slags, en omsorg.