Louise Juhl

Hun laver ti tå- og hælstræk, bagefter hoved -skulder, -knæ og tå.
Hver morgen klokken syv.
Det er ikke et ritual, understreger hun:
-Jeg er ikke fanatisk.

Det er bare sådan, det er blevet, ligesom elvarmen, der aldrig bliver tændt før efter fire nætter i træk med frost.
Det er en tåbelig regel, medgiver hun, “men nem at huske.”
Det sidste er vigtigt.

Fem måleskeer med te: -lad det trække i fem minutter.
Gærboller, mandag og torsdag. Tolv boller, tolv minutter.
Kombinationen af knækbrød, kropølse og krimi
Klokken fem: Kartofler, skifte karklud.

En lastbil udenfor sender skælv gennem huset, det er skraldebilen. Hun stiller sig på tæer og kan se, hvordan de bevæger sig derude, små neonfarvede prikker i mørket.
Hun har lyst til at råbe, at hun har kaffe, hvis.
Men der er ikke noget hvis, så hun nøjes med at vinke.

De kan ikke se hende for genskinnet i ruden, men de ved, at hun står der, og de vinker tilbage. Hver tirsdag.
Det er ikke en regel, bare en undtagelse, der aldrig glipper, ligesom alt andet: Vaccinationerne, Mortens aften og sommerdynen i maj.