Louise Juhl

Det er tre og en halv time siden, vækkeuret ringede, og jeg har endnu ikke været i bad. Kaffen er varm, gulvet er koldt – det er ikke svært at vælge.

Jeg har et stykke tid været på jagt efter flere af de små krydderiglas, jeg har så mange af i forvejen. – Vel egentlig nok, men de giver sådan en ro på hylderne, og jeg tænker, at jo flere des bedre. De skal være 12 centimer i højden, med patentlåg og en oval label, hvor glassenes indhold kan noteres på.
Estragon, lavendel, knuste bukkehornsfrø.
Jeg foretrækker at tørre krydderurterne selv, men indrømmer, at det langtfra lykkes  med dem alle.
De købte fungerer også okay.

En kvinde på Sjælland henvendte sig i går. Hun havde en del glas stående, og prisen, hun forlangte, var rimelig.
Glassene havde været brugt som opbevaring: Søm, skruer, elastikker, pakninger. Hendes mand havde drevet en VVS-forretning hjemmefra og for at undgå, at hjemmet skulle ende med at ligne en lagerhal, havde hun insisteret på patentglassene fremfor papæsker og plastikbokse.

– Det går desværre ikke, svarede jeg.

Nu er jeg så igen på bar bund, og bruger det meste af min vågne tid på at lede. Spild af tid måske, jeg er ligeglad, så længe jeg finder mine glas.
Om lidt går jeg vel i bad.