Louise Juhl

Mine hænder er fulde af ingenting: Luftige løfter og stødvise vejrtræk. Jeg har drømt om sort skifer og præcise anretninger: Rå fisk på en skum  af blendet hjertesalat. Jeg ved ikke, om jeg kan tyde noget ud af det –  og hvis jeg kan, så hvad?
Indtil nu er det lykkes mig at kontrollere min krop: Spjætte et knæ, når lægen tjekker reflekser, bære begge bryster. Skjule et betændt tredje øje.
Men jeg er stadig bange – mest for mig selv – og uanset hvor mange stykker rav, jeg samler ved havet, vil samfundet stadig være af beton.