Louise Juhl

Det har sneet i nat.
Ikke meget, men nok til at hunden bemærker det, og jagter de faldne fnug igennem morgenmørket med samme forventningsfuldhed som dengang, jeg skrev ønskesedler til julemanden, fordi jeg umuligt kunne forestille mig, at lykken ikke lå i at få mine ønsker opfyldt. Jeg noterede omhyggeligt indholdet af mine inderste drømme: Et kasettebånd med Lone Kellerman, en candyfloss-maskine, en fossil i rav.
Det varede dog kun indtil den dag, min far besluttede, at jeg var voksen nok til at få sandheden at høre: At julemanden i virkeligheden var et kasseapparat påklistret et hvidt skæg, og at candyfloss var sukkerets svar på en narrefisse. Jeg anede ikke, hvad ordet narrefisse betød, men det var heller ikke nødvendigt, for jeg forstod pointen: At det havde været bedre, om jeg var blevet født som en hund. Så kunne jeg løbe efter den samme pind, om og om og om igen, uden nogensinde at få den tanke, at det ikke var umagen værd.