Louise Juhl

Nogle gange er man så heldig at læse noget, man ikke helt forstår – og af samme grund holder så meget desto mere af.
Sådan har jeg det med Simon Fruelunds digtsamling ”Optegnelser fra verdens ende,” der udkommer på forlaget Gyldendal på mandag.
Jeg var så heldig en kort overgang at arbejde sammen med Simon – det var i 2017, da han deltog i litteraturprojektet ATLAS OVER AARHUS. Han var inviteret til at skrive en række tekster om -og i- byen, og udså sig Rådhusparkens skulptursamling som sit omdrejningspunkt. Det blev til en række (gode!) digte – en genre Fruelund ellers ikke excellerer i – udstillet på skulpturenes sokler.
Jeg kunne dengang – som nu – ikke skjule min begejstring for Simons digte: De er hårdtslående, overraskende og uforudsigelige, hvilket i mine øjne og ører er, hvad der kendetegner god litteratur.
Nu udgiver han så en digtsamling og debuterer altså som digter – sørme ja! – og det gør han godt.
”Optegnelser fra verdens ende” består af en række nedslag i et digterjegs tilværelse. En tilværelse, der i høj grad inkluderer jegets alter ego, Jarl Graae: en halvtidsrevolutionær og bagudskuende mand, der på den ene side længes efter den spanske frihedskamp, Che Guevera og sardinske kommunisters storhedstid, og på den anden side, holder sin tilværelsen kørende med aktiespekulation og longdrinks på terrassen. Jeg’et slår modsat sine slag på den mere personlige arena, når han forsøger at skabe en fremtid for sine børn og sit haltende ægteskab.
Konfrontationerne imellem de to egoer er lige dele humoristisk og rørende, som når Jarl Graae folder sig ud med sommerhusliv og porno:
”Der er et lille rødt hus/ude ved horisonten/hvor Jarl Graae ser porno/og tjekker sine aktier/hvad er dagens kurs på våben og olie/på børnearbejde og grøn energi?/risikospredning/siger han/ er nøglen til en sund økonomi.”
Mens jeget omvendt ser indad:
”Der er den yngste/der har lært at sige farmand/nede i børnehaven/den ældste protesterer/hvis jeg anbringer to balloner under blusen/en farfar der siger/nej, en far skal man ku´ stole på/der er herrespade og damespade/en lille selvhjælpsbog for fædre/se fornuften som en form for vanvid/ se normaliteten som en.”
De to egoer får hver især sagt en hel del om både klima, kønsnormer, diagnosekultur og – ikke mindst – ensomhed, alt sammen elegant bundet sammen af anaforen ”Der er”, som indleder hvert opslag i bogen.
Jeg har lyst til at citere hele digtsamlingen, men bogens omfang er i forvejen ret beskedent, så det vil være synd. Hvad den ikke har i omfang har den dog til gengæld af indhold, og jeg kan kun anbefale alle at læse Fruelunds debut som digter.
Uanset jeg lige lovede det anderledes, kan jeg ikke lade være at afslutte med at citere bogens bagsidetekst, der i den grad er en velplaceret knytnæve i mit læsende ansigt, uventet og knock-outende:

”Der er træerne i den lysegrå dis/ranke, bladløse/endnu ikke tyngede af forår/som skyggerne på det sølvsmykke/der er din samvittighed/ho, hvisker de/fucking ho/ og du siger/lad os droppe naturlyrikken/fæld de træer.”