Ensomig #439

by Louise Juhl Dalsgaard

Vågner og er fortvivlet, det skyldes ikke noget eller nogen. Læser nyheder:
Von Triers nye film høster begejstrede anmeldelser:
– Brutalt, grimt og forførende, skriver Per Juul Carlsen.
En anden overskrift fortæller, at en ældre mand i Texas, har tilstået at stå bag 90 drab.
– What a relief, udtaler en kvinde til DR.
What a relief?På Rigshospitalet har de besluttet at indføre en særlig stofpose, når de udleverer ejendele fra afdøde til deres pårørende. Tidligere skete udleveringen i en gennemsigtig plastsæk:
– Jeg tror på, at vi kan gøre afslutningen på en patients liv mere ordentligt og respektfuldt, forklarer vicedirektør på Rigshospitalet, Susanne Poulsen, og en ansat sygeplejerske tilføjer:
-Det er en lille ting, men det er en lille ting, som kan have en meget stor betydning.

Hospitalet har været længe undervejs med posens design, men nu er de tilfredse. Den er cremehvid og med håndtag.
Jeg ved ikke, hvad der skræmmer mig mest: fortvivlelsen, von Triers forførende brutalitet eller sundhedsvæsnets designede omsorg.
Jeg ved det virkelig ikke.