Louise Juhl

Det ringer på døren.
Hun overvejer at lade det være sådan, men fortryder og går alligevel ud, man ved jo aldrig.
Udenfor står en dreng, vel omkring de 6 år, han har en grøn parkacoat på, ærmerne er en anelse for lange, knapperne tofarvede og af ben. Frakken er lukket skævt, en enkelt knap hænger hjemløst og blafrer.
Drengen ser op, da hun åbner. Han smiler ikke.
– Hvor? spørger han og peger: Først til højre, så til venstre, ser så tilbage på kvinden. Hun får øje på en lille sort prik i det mandelformede, er det utålmodighed, derinde, vildrede?
Hun tænker, at han må være gået forkert og beder ham gentage. Han peger igen, denne gang hurtigere: Højre, venstre.
– Hvor?
– Jeg kan desværre ikke hjælpe, siger hun og gør tegn til at ville lukke døren. Drengens spørgende øjne?
– Beklager, insisterer hun og lukker efter sig.
Hun går tilbage i sofaen, tager en bog, lægger den igen, læner sig så frem og ser ud af vinduet efter drengen. Der er ikke noget at se, ikke nogen, hverken på fortovet foran huset eller på den lille sti bagved, den, der fører mod skoven.
Er han faret vild, tænker hun, er jeg?
Hun sidder sådan et par minutter, vævende. Fem, ti, så går hun tilbage til døren.
Hun vil kalde. Tilbyde ham noget varmt at drikke, spørge ind. Nogen må savne ham, ikke hun (bevares!) men en mor, en far, en søster.
Hun rejser sig og går ud i entreen, griber fat om det kolde, kobberfarvede håndtag, trykker ned.
Drengens øjne, dér, han har taget sin jakke af, han har ikke andet end en kort t-shirt indenunder og brune bukser af fløjl, holdt oppe af et snoet stykke tov, bundet som et bælte.
– Hvor? spørger han igen, og hun skal lige til at gribe fat i hans skulder, ruske, forlange koordinater, et navn, noget.
– Her, svarer hun så, og lader drengen komme forbi.