Louise Juhl

– Det er bare vinden, forklarede min mor, da jeg spurgte. Det var det år, hendes øjne løb i vand, hver gang hun så på mig. Jeg vidste, at hun løj, men tænkte, at vinden nok havde tilpas brede skuldre til at bære skylden. Flere år år senere fjernede de hendes bryst, det var hverken min eller vindens skyld, i mellemtiden havde jeg opgivet at finde en forklaring.
Samme år blev min cykel stjålet, det var mens jeg sad og så melodi grandprix i fjernsynet. Politiet mente, at der var tale om en organiseret bande, der kørte rundt i området og samlede cykler i en sort pickup af mærket Tuscon.
Tyrkiets sang vandt, men det var Storbritannien, der løb med al opmærksomheden, vist nok fordi de ikke opnåede ét eneste point. NUL. Zero. Nichts.
Det tænkte jeg meget over – ikke at jeg blev klogere af den grund, men en vigtig erfaring rigere.
Jeg fandt aldrig min cykel. Heldigvis betalte forsikringen en ny, den var lys blå og havde en komfortabel sadel. Sælgeren lagde meget vægt, at den slags cykler, de komfortable, sjældent blev stjålet:
– Tyve foretrækker cykler med avanceret udstyr og smalle sadler, forklarede han, og jeg tænkte, at det var med at udnytte for en gang skyld at have fordel i at være knap så avanceret. Jeg købte cyklen, og jeg har den stadig her mange år senere.
Godt nytår og husk, at en bagdel pludselig kan vise sig at være en fordel.