Ensomig #466
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er en sen formiddag, måske i februar. Min mor peger ud ad det store vindue for enden af stuen, drejer ansigtet imod mig, siger:
– Du skal lære af fuglene: Når de pudser fjer og bygger rede. Når de lander og letter, når de pikker et bær, æder af ormene.
Jeg følger hendes finger med blikket.
– Lær af fuglene, gentager hun, og jeg nikker ivrigt. Hovedet op og ned, op og ned. Jeg kan høre, at det er alvor.
Hun bliver stående sådan, med hånden løftet, et sekund, ti, måske mere.
Så lader hun den falde, sukker og tilføjer:
– Og husk så, at du ikke er en fugl.