Louise Juhl

Han hedder Martin og har lige købt en lejlighed for enden af en lukket gade.
– Tænk sig, fuldkommen uforstyrret inde i byen, siger han. Hans hår er skulderlangt, kraftigt, strøget tilbage. Han overvejede selv arkitektskolen en overgang, men så blev køkkenet hans skæbne, forklarer han og tager mål fra loft til gulv. Dørkarmenes bredde, den lange væg mod gården. Han skriver ned og tegner på kvadreret papir, 1:100.
– Det er vel nok et dejligt hus, siger han, og fortsætter med at tale. Om alderens charme, materialernes patina, alt imens han færdiggør sine opmålinger. Den skæve trappe, de fritliggende bjælker over komfuret.
– Ja jeg ved jo godt, svarer jeg, men han afbryder:
– Det emmer af liv.
Han gør det godt, er omhyggelig.
– I mit arbejde er det vigtigt at komme rundt i alle hjørner, smiler han, og jeg smiler også, det er ligesom hos dyrene, måden vi nærmer os hinanden på, forsigtigt, en håndbevægelse, en løsrevet sætning.
– En kop kaffe? spørger jeg.
– Tak, svarer han.
Så taler vi om materialer, bordpladens tilskæring, han anbefaler en helt ny lak, der forsegler og sikrer mod fedt og smuds.
– Det vil du blive glad for, forsikrer han og et øjeblik bliver jeg usikker på, hvad han mener med det
– Ja? svarer jeg og følger med, da han peger i katalogen. Jeg skal vælge mellem dyb blå, rustrød, sand, stænket grøn. Jeg vælger det sidste.
– Selvfølgelig, smiler han og sætter et kryds, igen usikkerheden: Hvad er det, der er så selvfølgeligt.
Så taler vi om vask, dimensioner, armatur, finish. Selv har han én i zink – i den nye lejlighed i Rådmand Lisbjergs gade. Den vil han nu ikke anbefale, den er svær at holde ren.
– Og så får den ridser, forklarer han og anbefaler i stedet en zilgranitvask, modstandsdygtig, robust.
– En ven for livet!
Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at være ven med en køkkenvask, men svarer alligevel: – Ja, hvorfor ikke, og så er dét besluttet.
Han spørger til ønskede farver på lågerne, fordele og ulemper ved matchende flader versus kontraster.
Han tømmer glasset med kaffe, men vil ikke have mere:
– Ellers tak. Imorgen skal de have åbent hus,  jeg er velkommen til at kigge forbi, hvis. Så kan jeg også røre ved den smudsafvisende lak. Jeg er desværre optaget:
– Det ville ellers have været hyggeligt, forsikrer jeg.
Han forstår:
– Tid er en knap ressource, nikker han, – før man får set sig om, har man brugt et helt liv på at vælge køkken.
Han får point for sit mod, skarpheden.
– Ja, svarer jeg og ser ham for første gang i øjnene.
Så lægger han begge hænder oven på papirerne med de mange mål.
– Jeg har vist også, hvad jeg skal bruge, siger han, og blikket er tilbage ved det gamle.
Jeg får hans visitkort.
– Ring endelig.
På vej ud taler han videre om morgendagens arrangement. Han skal møde ind klokken syv, gøre udstillingen klar. Vand på køl, frugt i fade, en enkelt kanapé til de trængende. Jeg følger ham ud, åbner døren ud til gaden, ønsker ham god fornøjelse. Han vender sig om, gentager:
– Du er velkommen?
– Måske, lyver jeg og smiler.
Jeg lukker jeg døren efter ham, lægger hans kort i den store stak blandt de mange de andre, en smule overvældet over, helt uventet, at have mig en ven for livet.