Louise Juhl

Det er ikke alt, der gør ondt, som behøver at gøre det! Det er det første, I får at vide. Det handler om skelne, spørge ind: Hej lille smerte, hvad er du for én? Svaret vil ofte overraske, forklarer Ann-Elise, der leder gruppen:

– Dét, der ligner vrede, kan vise sig at være for lavt blodsukker, for lidt søvn kan give depressionslignende tilstande.

I afprøver forskellige teknikker: Èn gang får I besked på at gå i dialog, se smerten i øjnene: Hva så, dér? En anden gang bliver I bedt om at vende ryggen til, lade det fare.

– Det er vigtigt, at I mestrer begge dele, siger Ann-Elise.

I er otte, fem piger og tre drenge. To Lindaer. Den ene foreslår at kalde sig Vibeke, men Ann–Elise protesterer. Hun siger, at det er vigtigt, at alle føler, at der er plads til at være sig selv.

Vibeke, der egentlig hedder Linda, himler med øjnene:

– Det er jo for fanden bare er et navn, en tilfældig label, sukker hun.

Ann-Elise giver efter.

Du opdager hurtigt, at der er forskel på problemer, en slags hierarki.

Da du nævner, at du savner din kanin, Beske, som døde for elleve år siden, bliver Ann-Elises øjne hårde, og hun ser væk, rundt på de andre gruppen.

– Er der nogen, der har noget vigtigt at dele?

Næste gang fortæller du i stedet om en lille kugle, der sidder fast i din hals, midt mellem hoved og krop. Den forhindrer dig i at synke.

– Ja? spørger Ann-Elise og læner sig frem i stolen, kan du sige noget mere?

Du begynder at græde, ikke så meget på grund af klumpen som på grund af Beske, du savner så hårdt, men som du ikke må tale om. Så du taler om klumpen i stedet, taler og taler: Hvordan den vokser og forhindrer dig i at trække vejret, at du er ved at blive kvalt.

– Det lyder sørme ikke rart, trøster Ann-Elise, og beder dig lukke øjnene et øjeblik, forestille dig, at klumpen forsvinder

Du gør, som du får besked på, lukker øjnene, men i det samme får du øje på Beske – helt ude i kanten af det lukkede. Du tager kaninen op i hænderne, den er stiv og kold, ligesom dengang. Du begynder at græde, en dyb hulken.

– Det er godt at græde, hvisker Ann-Elise insisterende, jeg er sikker på, at tårer vil opløse klumpen.

To af de andre piger begynder også at græde. De tre drenge. Det er svært at sige, om de græder over klumpen, der bliver opløst, eller over kaninen, der ligger helt stiv og kold imellem dine hænder, det er egentlig også lige meget.