Ensomig #480
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg sidder og klipper mine negle, da jeg pludselig kommer i tanke om, at Saarikoski er død, og må hente hans digtsamling, Tiarnia, ned fra hylden for at læse om japanske elge og sne lysere end en midsommers nætter.
Hunden smasker tilfreds fra sin plads i sofaen, den har fundet en stribe sol at drømme i og ved, at det handler om at finde den rigtige vinkel på januarens kulde. Jeg begynder at græde, måske er det solens genskin i hundens pels, måske fordi, jeg så længe har haft svært ved at sove. Jeg ved det ikke sikkert, men jeg har læst et sted, at tårernes salthedsgrad varierer alt efter, hvad gråden kommer sig af.
Mon gråd udløst af en død finsk digter er mere salt end den, der skyldes et trelinjet haiku fra nutidens Japan. Og er der egentlig nogen, der ved, om elge overhovedet græder?