Louise Juhl

Sidst de sås var, da hun lod sig indlægge. Han havde hjulpet hende med at pakke det nødvendigste, fulgt hende i bussen. Da de nåede frem og hun fik anvist en stue, var han gået med også derind. Han havde lukket døren bag dem, trukket en stol ud fra bordet, ud midt gulvet.
Hun havde med det samme vidst, hvad der skulle ske.

– Det er svært at sætte ord på, sagde han og lænede sig fremover. Bøjede ansigtet ned mod brystet, samlede fingerspidserne mod hinanden.
Alligevel var han blevet ved med netop dét, at sætte ord på. Flere og flere om det samme uden at komme nærmere, hvad det var, han ville sige.
Til sidst havde hun nikket, mest for at få fred.
– Ja, havde hun mumlet. Det var en konstatering, ikke et svar. Hun havde foldet plaiden, der lå i fodenden af briksen, sammen en ekstra gang på midten. Det ene kunne vel være lige så godt som det andet.
Så havde hun gentaget sit ja, og han havde rejst sig. Stået lidt sådan, midt på gulvet. Til sidst havde han stillet stolen tilbage ved bordet, lagt en hånd på hendes arm:
-Tak.
Så var han gået.

En time senere havde der været stuegang.
En læge midt i trediverne med opknappet kittel og forvaskede jeans, havde spurgt til hende:
Om tiden op til, den tiltagende uro, synsforstyrrelserne?
Hun havde svaret som forventet, i hvert fald havde han noteret alt, hun sagde, uden yderligere spørgsmål.
Da hun ikke havde mere at sige, havde han sat kuglepennen fast på sin brystlomme, lukket journalen og givet hende hånden.
– Tak.

Nu sad hun så tilbage på sengen – med plaiden henover sine ben – og forsøgte at regne ud, hvad fanden det var for noget med al den tak?