Louise Juhl

/

Hun kan ikke huske, hvem, der græder, heller ikke hvorfor. Hvor længe. Hun husker ikke, om hun sidder på en høj stol i et køkken eller på bagsædet af en bil. Om det er gråden, der drejer på rattet?
Hun husker ikke præcis, om det er angsten eller skammen, der rammer hende først. Eller følelsen af ikke at høre til. Men hun husker, at hun et øjeblik overvejer at begrave sit ansigt i sine hænder, mime. Men at hun fortryder og i stedet stikker en finger i sit højre øje. Presser til, drejer rundt. Hun husker brølet, sit eget, og at nogen vender sig fra sæderne foran. At blikket, der møder hendes, er fremmed. Hun husker, hvordan det bløder fra hendes øje, ned langs kinden. Den metalliske smag, da blodet rammer læben og hun stikker en tunge ud for at slikke det væk. Hun husker, at de ringer efter hjælp. At redderne vrider en fugtig klud, lægger den over hendes øje. De gule refleksveste, deres beroligende stemmer: “Det skal nok gå.” Hun husker, at de vestene tager hende med i ambulancen, spørger til hendes navn, hvornår hun er født. Hvad der dog er sket?
Hun husker, at hun svarer “Det er ikke mig, de græder over,” og at de to på sædet foran ikke følger efter hende til hospitalet.