Louise Juhl

I dag skal jeg holde foredrag på Norddjurs bibliotek, et oplæg, der har fået titlen “Fra sult til skrift.”
Oplægget kommer først og fremmest til at handle om relationer: Relationen mellem det, vi betegner som sygt og det, vi opfatter som normalt, relationen mellem patient og behandler, men også jegets relation(er) til sig selv.
Jeg vil prøve at angribe det hele fra en litterær vinkel, vise, hvordan anoreksi på mange måder handler om at spille flere roller af “sig selv,” måske flere end man kan bære. Jeg vil forsøge at illustrere den indre splittelse ved hjælp af aktantmodellen: Anorektikeren er så at sige både objekt, hjælper og modstander i sin egen fortælling, dommer, bøddel og offer.
Og behandlerne? Ja de reducerer den syge til sin sygdom, en menneske, der ofte i journalen beskrives så unuanceret, at teksten ville falde for dumpegrænsen i en kritisk tekstlæsning.
I min journal står der for eksempel:
“Vi diskuterer, hvordan pt. kan blive mere rund følelsesmæssigt, lægge lidt afstand til det kantede, ” hvilket er så himmelråbende dum en formulering, når det handler om et menneske, der i dén grad forsøger at lægge det bløde, bøjelige, føjelige af sig – og i stedet vise den rå og uslebede version af sig selv: Skind og ben. I den foregående sætning står mit ønske endda udtrykt sort på hvidt:
“pt. efterlyser omvendt flere konfrontationer, mere ærlighed.” Noget behandleren fuldstændig vælger at overhøre, hvilket kun bekræfter den anorektiske i, at det ikke nytter at tale; at kun sultens sprog bliver hørt. Hvis vi bliver i det relationsanalytiske hjørne, må man sige, at der er tale om et mildt sagt uligevægtigt forhold.
Tidligere i dag så jeg, at Asta Olivia Nordenhof havde skrevet om sine oplevelser med behandlersystemet, om hvordan hun så sin lidelse (i ordets videste betydning) som meget andet og mere end en sygdom. Nogle gange en hjælper, andre gange en modstander – hun havde endda beskrevet begge roller præcist og klart i et skema, det skal hun have stor tak for. – Det er interessant, hvordan det ikke bare er sådan, at litteratur mimer det såkaldt virkelige, men at virkeligheden måske i lige så høj grad konstruerer sig selv – helt efter bogen.

Du kan tilmelde dig foredraget HER