Louise Juhl

I går kunne jeg ikke sove, en nerve havde sat sig fast i min lyske, en dump og dum smerte, insisterende. Så lå jeg og tænkte på, at min mor fylder 80 i juni, hvad jeg skal give hende. Allerhelst vil jeg skrive en bog til hende, en helt lille bog med ganske få opslag, eller måske en kæmpe stor bog men med meget langt mellem hvert kapitel. Jeg når nok ikke at skrive noget, før det bliver juni, men hvis jeg gør, skal det handle om min mor. Eller om os. Om hvordan min mor stablede toiletruller, da jeg var mindre, og hvordan jeg fik lov at hjælpe. Tre ruller ovenpå hinanden, seksten stakke, otteogfyrre ruller i alt. Hun købte altid stort ind af den slags, – på den måde fik hun to ruller helt gratis, forklarede hun mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at når jeg blev voksen, ville jeg sørge for at tjene så mange penge, at jeg ikke behøvede at købe otteogfyrre toiletruller for at spare to. Rullerne fik plads i et af de høje skabe i sengeafdelingen. Skabene havde mørke finérlåger og greb af kobber og udover toiletruller, gemte det på min fars gamle militæruniformer, årgangsvin, aflagt børnetøj og min mors sygrej. Jeg holdt meget af at hjælpe hende med at stable, der var noget helt særligt ved de øjeblikke. Vi sagde sjældent noget imens, stablede bare otte stakke med tre ruller i hver hver og skiftedes til at sætte dem på plads. Først når vi var færdige så min mor på mig og sagde: – Sikke vi ka! Dét vi, vil jeg skrive en ganske lille bog til min mor om.

Der bliver også et kort og køligt kapitel om min 20 års fødselsdag. Min mors fejring af den, ulykkeligheden.
Jeg var indlagt på Frederiksberg hospital, havde fast vagt døgnet rundt, brugte al min vågne tid på ikke at spise. Der var lavet aftale med personalet om, at min mor kunne komme på besøg, og at jeg kunne slippe for den faste vagt så længe.
Jeg sad i sengen, da hun kom, midt i et skænderi med en rengøringsdame, der havde fundet en fyldt ernæringsdrik i skraldespanden, og nu truede med at sladre til personalet. Hun holdt inde, da min mor kom. Jeg tror ikke, hun nogensinde sagde noget om noget til nogen.
Min mor rakte ud men fortrød. Jeg var ikke andet end skøre knogler. I stedet kyssede hun mig på panden. Hun havde gaver med: En kæde i hvidguld, jeg elskede den kæde og bar den hver eneste dag, selvom vægten af smykket satte blå mærker på mine nøgleben. En sweater i et ekslusivt engelsk mærke, merinould. Trøjen var en størrelse 14 år, alligevel hang den på mig som et lagen på et spøgelse, og min mor blev ved at hive trøjen bagud, som om misforholdet mellem knogler og stof derved ville blive mindre. Klokken tretten blev der serveret frokost, jeg fik 2 halve med tandsmør, sprængt kalvebryst og peberrodscreme. Jeg råbte op: På min tyve års fødselsdag måtte jeg vel for fanden selv bestemme, hvad jeg ville spise – eller rettere ikke spise? I misforstået hensynsfuldhed endte min mor med at sætte de to stykker brød til livs, så jeg kunne slippe. Jeg fulgte maden: min mor, der løftede brødet op til munden, tyggebevægelserne, det besværede synk. Hun så ned imens, som om hun skammede sig ved at spise den mad, min krop forlangte.
Hele dagen sad vi sådan, jeg i sengen og min mor på kanten, snakkede eller var stille, holdt i hånd. Til sidst kravlede hun op til mig i sengen, så sad vi der, lige så fortabte som før, og gik i stykker sammen. Klokken
sytten bankede afdelingssygeplejersken på døren og annoncerede, at besøgstiden var forbi. Min mor virkede nærmest lettet, selvom hun græd, da hun gik.