Louise Juhl

I dag har jeg vandet basilikum og befriet en ørentvist, der var tæt på at kæntre. Det er forårsjævndøgn. Fra nu af bliver det lysere, længere, indtil det igen bliver mørkt og kort.
– Du ligner din mor, skrev en veninde i en kommentar til et foto, hvor jeg sidder på en bænk i solen på kirkegården.
Det er rigtigt nok. Det er den vej, det går.
For tiden øver jeg mig i at lære forårets blomster at kende: Hornviol, hyacint, kodriver, vibeæg. Jeg læser, at de fleste planter klarer sig bedst, hvis man for-hærder dem. Det vil sige, at man langsomt vænner dem til kulden, flytter dem fra stuevarme og ud i nattefrost i små umærkelige ryk, ellers bukker de under.
Det er også blevet tid for de røde skovmyrer, der vågner nu. De overlever ved at rykke tæt sammen, 100.000vis i en tue, det er flere, end der bor i Esbjerg. Der findes et ordsprog, der hedder “Gak til myren og bliv vis.” Måske er det rigtigt nok, måske kunne vi lære noget af skovtissemyren. At rykke tættere sammen i stedet for lukke grænser, rive huse ned, smide folk ud.
Det er forårsjævndøgn, det er nu, det vender. Ikk?