Louise Juhl

Det er april og dagene virker lidt slidte. Jeg læser Judith Hermanns “Spøgelser overalt” og forelsker mig i en kvinde, der ikke findes. Kl 9.00 mødes jeg med Jane på det lokale plejehjem, hun er ergoterapeut og skal lære mig at finde tilbage til mig selv. – Eller i hvert fald min venstre hånd. Aktiv udstrækning, står der øverst på øvelsesarket.Hun siger, at det “en stor opgave,” jeg står overfor: – Det kræver disciplin og hårdt arbejde, opmuntrer hun og klapper mig på skulderen. Som om. Hun lægger ud med øvelser for venstre hånds tommel: Op og ned, ti gange. Til siden og frem, ti gange. Hun tegner et smilende ansigt på min fingerpude.

– Se, den smiler, peger hun, og jeg prøver at æde hendes optimisme, det gør jeg virkelig. Strækker fingeren frem og tilbage, ud og ind. Appelsiiiin.

– Kun til smertegrænsen, aldrig over! siger hun bestemt, og jeg kan høre, at hun har sagt det mange gange før. Det er noget med tonefaldet og rytmen, som når en stortromme sætter ind i en symfoni. Bum! Jeg tror egentlig ikke på hverken bum eller udråbstegn, men undlader at nævne min skepsis, nikker i stedet, jo, jo.

På vej hjem når jeg kun halvvejs over fodgængerfeltet, før lysreguleringen skifter til rød. Jeg er træt og standser op, midt på vejen, i tvivl om, hvad reglen egentlig er i den slags situationer. Stå eller gå? En lastbil dytter, manden bag rattet giver mig fingeren. Jeg løfter tomlen med det smilende ansigt, vipper den op og ned, frem og tilbage. Ti gange.
Men kun til smertegrænsen, det er klart.