Louise Juhl

Jeg går ofte på kirkegården: På nogle sten står titlen øverst, tobakshandler, sadelmager, cand oecon. Derunder fødeår, markeret med en stjerne, og døden med et kors. Min mor siger altid, at Jesus kun læser med fra linje to. Hun siger også, at evigheden varer længst hos dem, der dør først. Når jeg svarer, at jeg ikke helt forstår, hvad hun mener med det, mumler hun:
– Der er ikke altid noget at forstå.
Min mormor døde før min morfar. Hun led af svagt hjerte, og min mor forklarede mig dengang, at det betød, at min hun elskede for højt og for meget, og at det var det, der tog livet af hende. Min morfar rejste hende en sten. Lyset stander stille, skrev han og nedenunder min mormors navn, Stella. Det betyder stjerne. Han besøgte graven så ofte som muligt, ikke fordi han troede på hverken Gud eller opstandelsen, men fordi han troede på min mormor. Senere fik han sit eget navn nedenunder, Viggo. Han blev 90 og talte til sidst mest om alt det, livet afskar ham fra. Døden, for eksempel.
Jeg husker ham for lugten af cigar, barberkostens stive hår, og at han altid kaldte mig Margrethe – ligesom dronningen. Hvad andre vil huske mig for: Den firkantede lilletånegl, de evige huskelister. Måske de meget lange tilløb til nærmest ingenting?
Hvis jeg selv får lov at bestemme, skal der ikke stå noget navn på min sten. Ingen stjerner, ingen kors, bare inskriptionen: Der er ikke altid noget at forstå.