Ensomig #544
by Louise Juhl Dalsgaard
Hvorfor jeg foretrækker fiktion fremfor virkelighed?
I dag underviste jeg en flok 1.g’ere på Katedralskolen i Aarhus: Een skrev om at spise spejlæg med spisepinde, en anden om at være rugbyspiller i Tunesien. Ingen af de to tekster hang vel egentlig sammen, alligevel gav de begge masser af mening.
På vej hjem hjem i toget kom jeg til at sidde overfor en mand, jeg vil tro han havde min egen alder. Hans stærkt solariebrune kulør matchede nøjagtigt farven på hans brillestel, der igen matchede de lædersko med spidse snuder, han bar på fødderne. Selv hans taske var solariebrun og af mærket BOSS – som om det var tilfældigt.
Alt ved manden hang uhyggelig godt sammen, alligevel gav han ikke halvt så god mening som et tunesisk spejlæg.