Louise Juhl

Jeg sidder med udsigt til heldagsregn. Eneste trøst er, at fuglenes frekvens fordobles i det fugtige vejr, det er vist nok noget med molekylerne, de står tættere sammen, når det regner. Bakker lydene op, frem.
Der er så kort fra top til bund, hele tiden falder jeg og rejser mig igen, det er god gymnastik men opslidende for psyken. Jeg orker ikke elevatoreffekten: Svimmelheden og den konstante susen for ørene. Værst af alt: tvivl. Hvorfor skrive (jeg har cirka ti trofaste læsere, resten er tilfældige og trøstende opbakkere), hvad vil jeg – udover at høres, ses, forstås, begribes. Er jeg noget, nogen, uden denne læsning (ikke mindst min egen) af mine handlinger og ord? Findes jeg som andet end en ide: Louise, et smilende barn, en drømmende digter, en tænksom tøs?
Jeg ville ikke overleve fire dage i vildmarken. Jeg ville få ondt af den elg, jeg skulle spise. Være bange for koglerne – deres mønstre. Jeg ville bukke under for kulden og for vinden og for regnen og for græsset. Jeg ville lægge mig i foster og kalde på en gud, jeg ikke tror på. Jeg ville ikke holde længe.
Jeg holder ikke.
Længere.