Louise Juhl

På dr.dk reklamerer de for et program om Niklas, der er dødeligt afhængig af heroin. Det har fået etiketten Livsstil – ligesom “landmand søger kærlighed” og “date min værste side”. Niklas risikerer at blive kvalt i sit eget opkast, hvis han ikke får sit fix. Trine fra datingserien får kvalme, hvis hun konfronteres med sin dates dårlige vaner. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg nævner det. Måske er det noget med proportioner, manglen på samme, som også præger vores valgkamp. Det hele er blevet en form for entertainment, en TV-serie, et livsstilsvalg. Men undskyld, eller nej, jeg vil ikke undskylde: Der er mennesker, der dør, folk på flugt fra krig, børn uden ledsagere, der interneres i lejre. Dyrearter, der trues af udryddelse. Psykisk syge sendes hjem uden behandling – for dem gælder ingen garantier, sådan som tilfældet er indenfor somatikken. Der tales i ramme alvor om at bygge mure mod “Dem”. De andre, nasserne, de fremmede, de kriminelle, de urentable, vildsvinene, de irriterende, de filipensramte, de ustabile, halalhippierne, vegetarerne, miljøforkæmperne, de outrerede, de sindssyge, de nærsynede, de langsynede. Dem, der ikke tåler mosten.
Jeg ved ikke med jer, men jeg hører helt sikkert til flere af “Dem.” Jeg er både urentabel, nærsynet og tåler måske mindre, end jeg burde.
Det vil jeg have in mente, når jeg sætter mit kryds den 5. juni. Det handler ikke om livsSTIL, om dårlige dates eller længselsfulde karle. Det handler om LIV. Ikke bare mit eget, men også de andres. Dem, der ikke kan sætte et kryds. Insekterne, fuglene. De forfulgte, de uledsagede børn. Dem, der er afhængige af mit kryds. Og af dit. ❤️