Louise Juhl

Som barn holdt jeg allermest af bænkebideren, Armadillidium vulgare. Denne ugraciøse skabning, der må leve sit liv ikke bare på en sten – men UNDER den. En slags Sisyfos´ernes Sisyfos. Tilmed det eneste gællelevende landdyr på kloden. Tænk sig dén ensomhed – at være den eneste af sin slags. At trække vejret på trods, i trods. Et liv i skyggen af sig selv eller mindre, en slags dyrenes u-dyr. U-dyrenes dyr, måske, potato tomato.
Hvis jeg havde evnerne, ville jeg rejse en statue over disse dyr. Støbt i beton. Et monument over fuldkommen formålsløs viljestyrke og ensomhed. Der er for få statuer af den slags.