Ensomig #576
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg forsøger at holde mit liv simpelt. Børster tænder med den samme rytme hver dag, tyve børst i højre side, tyve børst i venstre side. Først overmund, så undermund. Jeg drikker kaffe af det samme gule krus, samme mængde og i samme tempo, det vil sige præcis så langsomt, at jeg ikke går i stå. Hunden letter det samme ben op ad den samme klatrende rose, og hver dag får jeg samme overvejelse: Om der er en sammenhæng mellem dyrets lunkne urin og rosens varme gule farve? Hver dag undlader jeg at konkludere.
Jeg noterer alt i punkter, tømmer mine hænder for uro.
1. Koge selleri til kompot
2. Lære kniplingens grundslag: Enkelt-, lærreds- og blindsslag
3. Købe squash, quinoa, vand med brus
4. Gå i skoven, fortsætte
5. Før sengetid: fylde elkedlen med vand, sætte krus og pulverkaffe frem, måleske.
I dag flytter jeg så ud af mit hus. Ikke for bestandigt men i tre og en halv uge. Jeg skal bo i nye omgivelser. Kruset vil være et andet, have en anden farve, sit eget tempo. Hunden vil ikke længere pisse op ad en gul klatrerose med ad en lilla klematis. Sammenhængen mellem farve og urin vil blive mere kompliceret, punkterne på listen nogle andre. Hændernes uro en anden, en andens. Nu må vi se, hvordan det går.
Min far har skrevet en besked: “Det kan ikke gå værre end galt”, skriver han – barsk og beroligende som en efterårsstorm, der lægger landet øde, så alt må – og kan – begynde forfra.