Louise Juhl

Vi var fire, der hed det samme i børnehaven, så jeg måtte vælge et kaldenavn. Jeg valgte farfar, ligesom den gamle mand i Brødrene Løvehjerte, der redder Tvebak fra at dø. Jeg fik selv lov at trykke de seks bogstaver, f-a-r-f-a-r, på en dymo-maskine og hænge strimlen op på hylden med sko og jakker. Farfars jakke, farfars sko. De fleste kaldte mig nu stadig bare ved mit navn, kun min morfar insisterede på at kalde mig Margrethe – ligesom dronningen. Han “besøgte” mig af og til på mit slot, så sad vi i den rødbrune sofa og talte. Min morfar havde altid en cigarstump i munden, der gjorde, at jeg knap kunne forstå, hvad han sagde, det gjorde nu ingen forskel.Om sommeren så vi Wimbledon, også selvom solen skinnede udenfor. Så trak min morfar de røde gardiner for, og den lavloftede stue kom til at henligge i et magisk rødt skær, der blandede sig med tv’ets lysende blå. Jeg holdt med John McEnroe, fordi han havde krøller, min morfar var mere til til Bjørn Borg – Han sagde, det var fordi, de i Sverige havde den smukkeste dronning i verden, Silvia. Men så vendte han sig mod mig, slog hænderne sammen, og udbrød: Nej, den smukkeste dronning i verden er selvfølgelig dig! Og selvom jeg udmærket vidste, at jeg hverken var dronning eller særlig smuk, var det en rar følelse, lige dér.Bjørn Borg vandt Wimbledon fem år i træk, hver gang mente min morfar at en del af æren var hans. I 81′ blev det Mc Enroes tur til at løfte pokalen, min morfar udvandrede i protest. Han havde skiftet mening: Vejret var alt for godt til at sidde indendøre og se TV, så nu gik han i haven. Senere kom Graf og Becker, men min morfar, der aldrig rigtig var kommet sig over krigen, kunne ikke få sig til at holde med en tysker og kom aldrig mere på besøg på slottet. Jeg får stadig et lille stik af misundelse, når den svenske dronning toner frem på skærmen.