Louise Juhl

Det er en lummer morgen, natten vil ikke slippe sit tag. Selv efter et bad og en kop kaffe sidder halvmørket i mine søvngængeragtige bevægelser. I juli bliver det aldrig rigtig nat og derfor heller aldrig rigtig morgen, det er ikke spor mærkeligt, alligevel undrer det mig hvert eneste år.Hunden er mildt utidig. Den lægger sig ved mine fødder, rejser sig, ser op, lægger sig igen, det gentager sig flere gange, før jeg til sidst bukker mig ned og lægger mit hovede mod dyrets krop. Et dybt suk og den falder til ro. 25 kilo kærlighed med krøllede ører.Udenfor det store vindue i stuen kan jeg se en hvidmalet bænk med fire storblomstrede hynder, som jeg – igen – har glemt at tage ind for natten.
– Det forkorter pudernes levetid, har min mor ellers forklaret: Det er noget med den temperaturforskel, der er, mellem sommeraftnernes varme og morgenernes kølige fugt.
– Fibrene bliver stive, siger hun – ikke ulig vi menneskers.
På søndag flytter vi tilbage til Louisenlund. Til gårdhaven med de gule roser og tegltagenes sært-røde morgenspejlinger. Jeg har nydt tre uger i myggemættet søluft med drivhusagurker og kornblomster, men nu vil jeg gerne hjem. Hunden trænger også til at kunne ligge i sofaen, og jeg trænger til, at han må. Måske kan vi så begge falde til ro, 78 kilo gensidig kærlighed, jeg må se at lære at slå krøller på ørene.