Louise Juhl

Der er hele tiden noget, der sætter sig i bevægelse. Jeg forsøger ellers at holde mig i ro, fæstne dagene med præcise nåle: 
Købe en opvaskebørste i støvet grøn, pudse vinduer og lave kyssemund til en Hvid Admiral sommerfugl, der har forvildet sig ind bag de franske døre mod stuen. Lukke den ud. 
Men så sker det igen. At jeg læser en linje, nej to linjer, i et svensk digt, hvor nat staves to t’er, natt, og følelser kaldes for känslar. Og jeg mærker det hele som bløde dun mod forbrændt hud, blødt og brutalt, og er lige på nippet til at græde, selvom jeg ved, at det er ikke meningen. Meningen er, at jeg skal drikke min kaffe, svare Johannes, der har skrevet og spurgt og lukke maleren ind, uden at han bliver nødt til at spørge til min tilstand: 
–Er du ok? 
Meningen er ikke, at jeg må opfinde en fredag-morgen-allergi for at skjule, at jeg græder over de to prikker i et svensk ö eller tanken om, at jeg aldrig bliver mæt af dage. 
Hvem siger selvfølgelig også, at det skal give mening, at jeg skal.