Louise Juhl

Det er mærkeligt, hvad man husker. For eksempel husker jeg en lærervikar i syvende, Johan, tror jeg han hed, der troppede op med en ghettoblaster under armen og spillede et nummer med Genesis, der hed “The carpet crawlers.” There’s no hiding in my memoryThere’s no room to avoid.Det var en onsdag lige efter det store frikvarter, og han forklarede ikke hvorfor, rullede bare mørklægningsgardinerne for og bad os om at gå rundt imellem hinanden:
Ikke se, kun lytte!
Jeg husker usikkerheden, de lukkede øjne, hænderne i vildelse, at gøre noget uden at vide hvad: Tænk nu hvis jeg stødte ind i Martin F, som jeg i mange år troede “boede til leje”, men som, viste det sig, “var i pleje”, hvilket af en eller anden grund gjorde ham vildt interessant. Eller Kristian, hvis hår var kruset og stridt og aldrig blev vådt heller ikke, når vi dykkede i svømmehallen.
Efter 5 minutter og femten sekunder var nummeret slut, lyset blev tændt, og Johan bad os slå op på side 79 i Matematik for syvende. Det handlede om brøker:
– Husk at gange med den omvendte, forklarede han og så et eller andet om, at matematik på mange måder mindede om både filosofi og psykologi.
Det var ikke musikken, der forvirrede mig, heller ikke de lukkede øjne eller brøkregningen, men den manglende sammenhæng imellem. Hvorfor det ene og bagefter det andet. Hvorfor overhovedet?
I flere dage, uger, gik jeg og rugede og forsøgte at regne ud, til sidst besluttede jeg at spørge, men da var det for sent. Johans praktik var ovre, og jeg fandt aldrig en forklaring, måske er det derfor, jeg stadig husker det.