Ensomig #590
by Louise Juhl Dalsgaard
De kommer femten mand stærk, jeg har ikke inviteret. Solen er kun lige ved at finde sig til rette, det er sen formiddag, jeg har ingen planer, alligevel kommer de som en forstyrrelse. De vil bare besigtige, forsikrer en køn mand midt i trediverne, mørkt skæg, han er tilsyneladende gruppens talsmand.
– Besigtige? spørger jeg, men får ikke noget svar, de er allerede på vej indenfor. Èn holder en hånd henover sin isse på vej gennem døren, som om han beskytter sig mod noget ovenfra. En anden griber fat om dørhåndtaget, trykker ned, giver slip. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg undskylder.
– Ja, jeg ved godt, at.
En af mændene præsenterer sig, Esben, nikker han og spørger, om han må låne noget vand? Han går hen til køkkenvasken, åbner, skyller sine hænder, ryster dem tørre. Jeg når aldrig til at svare ham
Det kunne være min fars værk. Han har længe talt om en ansigtsløftning, og mine spage protester har vel knap kunne kaldes en afvisning. Det kunne også handle om den lave rente, som jeg flere gange har hørt omtalt: Nul- renter og stigende investeringslyst. Særligt det slidte og gamle er i høj kurs. Ruiner, borebilleangrebne bjælker, punkterede vinduer. Folk elsker det. Ingen tror på, at alt var bedre i gamle dage, alligevel foretrækker vi gennemskuelige klicheer fremfor de åbenlyse realiteter: Havnepromenader med beboerreglementer i femten bind. Overvågning forklædt som sikkerhed. Under His Eye.
– Jeg døjer med rotter i afløbet, forklarer jeg, men der er ingen til at høre, hvad jeg siger. Alle er gået ovenpå, flere tager billede af badeværelsets pivskæve vægge.
De taler om sammenfald, finder den slags charmerende. Én siger noget om “husets psykologi”: Hvordan man kan aflæse levet liv i ældre huses hældning, tapeternes falmede hvide, sengerammens knagen. De bliver ved længe. Jeg kan høre dem rykke rundt på møbler, notere mål på gulvets planker: bredde, dybde, længde. Flere gange ler de højt, jeg ved ikke af hvad, men tænker, at det vel er det levede liv, de finder morsomt. Pivskævt og falmet.