Louise Juhl

Solen hænger og kugler sig rund, allerede før jeg vågner. Uret ringer, verden vånder sig. Jeg gaber med en lyd, der lander et sted mellem angst og vellyst, Aaaahh.
En nat, der trækkes i langdrag.

Jeg har drømt om barnet. Vi sang og gav fingrene navne, startende bagfra. Lillefinger, ringefinger, langefinger. Så endelig.

– Pegefinger, pegefinger, hvor er du? 
Barnet ler, hopper begejstret, peger på sig selv:
– Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag.
Hun rejser sig og bukker, rejser sig og bukker. Og vi ler begge to lidt for længe.
Leger, at det er virkelighed. At fingrene har navne og kan tale. 

At Barbara virkelig er hér.