Ensomig #598
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er i god tid, alligevel kommer jeg for sent til bussen. Der er en halv time til næste afgang, så jeg må løbe. Hele vejen ned forbi universitetsbygningen, gennem området ved den gamle kaserne, henover Vesterbro Torv.
En taxa sætter farten ned og lader mig komme over vejen, jeg vinker taknemligt.
Mine snørebånd går op, flere gange, mange gange. Jeg ender med at tage skoene af, hidsigt, løbe i strømpesokker henover de ujævne fortovsfliser med en sko i hver hånd. Kejtet.
Det er maj og varmt for årstiden. Jeg har alt for meget tøj på, en t-shirt under skjorten, armybukser i tykt stof og med tunge lommer.
Sidst jeg var ved frisør, bad jeg hende klippe mig som Meg Ryan. Resultatet var skuffende, mere tjavset og tilfældigt end casual og cool. Det var ikke kun hårets skyld.
Jeg når det næsten.
Allerede på afstand ved jeg, hvem han er. Han sidder ved et bord ud mod gaden med den ene hånd om et glas øl. Vinker. Også han ved, hvem jeg er.
Han rejser sig, da jeg træder ind, går mig i møde. Smiler og rækker en hånd frem.
– Mark.
Jeg har stadig mine sko i hænderne. Lader dem falde tungt og og tåbeligt. Jeg er lige ved at begynde og forklare men fortryder. Tørrer i stedet mine hænder i buksernes store lommer, hilser.
– Ja, jeg er Thit.
Han tilbyder mig en øl, jeg nikker, tak.
Mens han bestiller, tager jeg mine sko på. Jeg forsøger mig med snørebåndene, fumler, kan ikke huske rækkefølgen. Forsøger at gå logisk til værks, trin for trin. Først løkke, så et slag og så.
Går i stå og er ved at skrige af raseri: Det er jo for helvede ikke raketvidenskab!
Han kommer tilbage med en øl skænket i glas. Jeg sidder stadig bukket over mine sko, tøver med at rejse mig, er tæt på at tude af skam.
– Det går altid galt, når man forsøger at tænke sig til kroppens logik, griner han.
Bukker sig ned og binder begge mine sko:
– Voila!