Louise Juhl

Det er vel det, jeg falder for.
At han binder mine snørebånd, som om de er vores.
Dét og så, at han vil blive en god far.

De spiller Anthony and the Johnsons på anlægget. Han fortæller, at han ti år i træk har været til Roskilde Festival med en gruppe venner fra kollegietiden. I år må han undvære. Hans far fylder 70, og han har foræret ham en tur til Norge.
Bare de to og deres fiskegrej.

Jeg har aldrig været på Roskilde. Kun på Midtfyns og kun en enkelt gang. Det er det år, Tracy Chapman spiller. Hele Danmark står i kø ved et hegn lidt udenfor Ringe, som ender med at vælte. Jeg står i kø i tre timer, men får angst præcis i det øjeblik stjernen træder ind på scenen, og jeg nøjes med en tur på lazaret. En ung pige giver mig vand og holder mig i hånden, mens hun fortæller om sin lillebror, der dyrker fridykning og drømmer om at slå rekorden, der er på næsten 20 minutter.
Det skulle forresten være effektivt mod angst, fridykning altså, fortæller jeg Det er noget med at kunne kontrollere sit åndedræt. At lade hjernen styre i stedet for instinkterne.
– Jeg døber hende for “den barmhjertige samaritaner”, fridykkerens søster. Men hun insisterer på at hedde Signe. Med G. Hun kom vist fra Snekkersten.

Han har tømt sin øl og vil hente en ny.
– Skal du have én med?
Afbrydelsen, jeg bliver opmærksom. På ham og mig. Al den snak. Snekkersten, come on.
– Jeg skal videre, siger jeg og rejser mig. Stolen er ved at vælte, men han når at gribe fat i ryggen på den. Går om på den anden side af bordet, hvor jeg står og giver mig et knus. Forsigtigt, uden at klemme
– Ok? svarer han.
Det lyder som et spørgsmål.