Louise Juhl

Barbara er ikke bange for noget. 

Hun rækker en hånd ud for at klappe en hund, så jeg må gribe fat om hendes skuldre, lidt for hårdt, for at afværge katastrofen. Alt det, der kan ske.
Skambiddet, et afbidt øre, en kradset kind. 

Eller hun aer en snegl med en skovl så voldsomt, at sneglehuset krakelerer, dyret dødsdømt.
– Du må passe på! råber jeg, – uden sit hus udtørrer dyret. 
Jeg holder hendes ansigt fast, peger på mine øjne: Se på mig.
– Du er alt for voldsom, Barbara, alt, alt for voldsom.

Og barnet ser på mig med forskrækkede øjne, hulker tørt, gnider sig med bagsiden af en håndflade over øjenlågene. 
Det er ikke sneglen, hun græder over, tænker jeg, det er mig.