Louise Juhl

Vi dyrker sex på særligt gunstige tidspunkter, tjekker temperaturer og følger en printet graf.
– Så er det nu, siger jeg.
Og vi forsøger at tilsætte lidt ømhed, han kysser mine bryster, holder mit ansigt, siger ”elskede” som om det er det, vi er, det vi gør. Elskende, der elsker. Sandheden er, at vi dyrker sex.
Bagefter ligger jeg med løftede ben, lader sæden sive ned og ind, mens han googler priser på vinkøleskabe, store og små modeller. Han siger, at det ikke må støje for meget. Jeg har lyst til at råbe, at han kan stikke sit forpulede køleskab op i røven, at det for helvede gælder et barn, det hér, et liv. 
Mit, barnets. Vores liv.
Men jeg nøjes med at give ham ret.
– Ikke for meget støj, nej, jeg har rigelig støj indeni.
Han bestiller et køleskab fra Tyskland med plads til 48 flasker, leveringstiden er 10 dage, det kommer som planlagt. Jeg flipper skråt, råber op, konsumlykke! vrænger jeg og sparker til skabet, kalder ham et materialistisk svin. 
Hvad med miljøet? skriger jeg, -det er ikke bare din jord, du ødelægger, det er også barnets! 
Han siger mig ikke imod, bliver ikke engang vred. Han holder bare om mig, tæt, mens jeg bliver ved at rase og råbe ind mod hans brystkasse. 

Senere siger han:
– Det bedste, vi kan gøre for at skabe et liv, er vel at leve livet.
Og selvom jeg er ved at kaste op over hans gajolfilosofi, smiler jeg træt og spørger: 
Længe leve livet – er det ikke en sang af Birthe Kjær?