Louise Juhl

Jarl er grundig, lægger tre forskellige brochurer frem.
– Her er brikkerne til dit puslespil, siger han og peger på pjecerne, én efter én. – Tilsammen danner de det fulde billede af behandlingsmuligheder.

Han tager den første op i hånden, bladrer på må og få, forklarer, at det endnu er for tidligt at afgøre, om der er tale om infertilitet eller barnløshed i mit tilfælde. Jeg svarer ikke, han spørger jo ikke om noget, alligevel søger han mine øjne, som om han er i tvivl om, at jeg forstår, hvad han siger.
Jeg sikker uden overbevisning – ok.

– Infertilitet kan som regel klares med follikelstimulerende indsprøjtninger og hormonkur.
Almindelige bivirkninger er humørudsving, væskeophobninger, svedeture, siger han og peger på et skema over bivirkninger listet efter hyppighed og grad.
– Alvorlige depressioner og suicidaltanker er der kun ganske få indikationer på, påpeger han, – og her er det svært at skelne mellem høne og æg. Om nedtryktheden skyldes den manglende graviditet eller behandlingen af den.
Høne og æg.

– Det vigtigste er at bevare optimismen, slutter han af – og rigelig sex, selvfølgelig.
Han ler med en fortrolighed, jeg ikke forstår, alligevel ler jeg med ham, forsøger at ligne en optimist.
Manden overfor sidder med nøglerne til min fremtid, mine børns. Og jeg er desperat for at få adgang.