Louise Juhl

Jeg er ude at rejse, en morgen vågner jeg et andet sted, end jeg er faldet i søvn. Jeg vil ringe efter hjælp, men min telefon er væk, måske har jeg slet ikke haft den med? Jeg leder under dynen og puden, i natbordets skuffer, ingenting. Til sidst får jeg øje på min mor, hun sidder på en altan i en lejlighed overfor, smuk og sirlig, en galionsfigur. Jeg råber til hende, om jeg må låne hendes telefon? Hun vinker og nikker, rækker noget frem mod mig. Hendes arme er lange nok til at krydse den brede gårdhave, der adskiller vores huse. Af en eller anden grund undrer det mig ikke. Jeg tager imod: En salve til tørre læber, læser jeg på tuben? Langt fra den telefon, jeg har brug for, så jeg forsøger igen, gentager lidt højere: Må jeg låne din telefon, hun har vel ikke hørt det første gang?

Min mor nikker og kaster et sammenfoldet ark papir over til mig, jeg griber det akkurat. Det er en ruteplan for færgen fra Hirtshals til Oslo.

-Te-le-fon, råber jeg, stavelse for stavelse og med tydelige mundbevægelser, så jeg er sikker på, at hun forstår. 

Min mor fortsætter med at sende mig ting på tværs af gårdhaven. Et laksefarvet gavebånd, en nøddeknækker, to sukkulenter af plast og en flamingo skåret i træ.

Hendes hjælpsomhed er uendelig, grænseløs, men komplet ubrugelig. For meget vilje, for få veje.