Louise Juhl

Klokken fem går jeg tur med hunden. Skovbunden giver efter af fugt. På en grusvej passerer vi en gård, hoveddøren står åben, jeg ser ind. I entréen: et par langskaftede gummistøvler og en køkkenstol i træ. En fleece er hængt over stolens ryg.
Bag entréen aner jeg endnu et rum, jeg tænker, det må være en stue. Nogen har glemt at slukke for tv’et, lyd og billede flimrer forgæves. Det slår mig, at der ikke findes ret meget andet så ensomt, som et fjernsyn uden seere. Det skulle da lige.
Lidt længere nede ad grusvejen har nogen med rød spraymaling skrevet på et højt stakit: “Kærligheden er dum som et bræt – men sikke et bræt.”
Hunden ser op, jeg giver den en godbid.
Så går vi hjem og steger rødspætter.