Louise Juhl

Håbet bliver en kæde om min hals. Hver dag mister den et led. Det er et spørgsmål om tid, før den må klippes af for ikke at gøre skade.

Vækkeuret ringer kl. 7.10, han bliver liggende, jeg står op. Hunden tager imod mig, som var jeg den genkommende Messias. Jeg klapper dyret taknemligt og lukker den ud for at tisse.
Min krop føles tung og fremmed. Jeg har væske i alle led og lommer, det er hormonerne. Lægerne siger, det er billigt sluppet, at jeg er heldig. Mange har langt værre gener.
Dobbeltsidet hovedpine, muskelknuder, manglende appetit.
Det sidste ville klæde mig.
I nat stod jeg op og skar af den kolde steg. Fem tommeltykke skiver. Langtidsstegt tykkam med krølfedt og flagesalt, ikke andet. Så gik jeg tilbage i seng, trak benene op mod maven. Sådan lå jeg en time, måske to, jeg blev ved at kunne smage dyret, det røgede fedt mod ganespejlet. Jeg måtte kæmpe for ikke at kaste op.

Der er så mange ting. De fleste tæller vel op.
– Vi er sammen om det her, gentager han flere gange om dagen og lægger en arm om min skulder. Aer mit hår. Min nakke. Kysser mig på munden. Hans insisterende tunge, hele tiden denne indtrængen i mig og mit, der nu er blevet vores. En fjendtlig invasion, siger jeg. Fredsbevarende, svarer han:
– Vi er jo sammen om det her.

Det er stegen, der fylder mest. Det røgede fedt, den grove salt, grådigheden. Nætterne, hvor jeg fylder min krop, fylder den ud. Savn forklædt som sult.
Dét og så håbet, der svinder. Kæden, der sætter stadig tydeligere spor, hver dag disse blålilla udtrækninger på halsens hud, som kun jeg selv kan se.