Louise Juhl

I starten, lige efter at vi har mødt hinanden, spørger han mig flere gange.
Om jeg mener det alvorligt?
– Alvorligt? driller jeg og trækker på skuldrene.
Nej, det er bare for sjov.
– Forelskelse er sjov, fortsætter jeg. Forelskelsen er ubekymret, uforbeholden. Fri af løfter om for altid og til døden os skiller. Forelskelse er at tage ud at fiske i nordfinske floder, selvom man ikke kan lide fisk. Det er ikke fiskene, der tæller. Det er sporten. At fange, hive hjem. Det er naturen og luften og de mærkelige finner med deres hjemmebryggede vodka, der gør dem sindssyge og sært generøse, siger jeg og lader som om, jeg løfter et glas til skål.
Han ser på min løftede hånd med en blanding af frygt og latter, han tager mig om livet bagfra, han kysser mig i nakken. Jeg stritter imod, lader som om, tager hans hånd, hiver.
–Kom.
Og vi elsker med en voldsomhed, der kunne minde om had. Jeg flækker en negl, han river sit øjenlåg. Der er ikke tid til at tage tøjet af, så vi flår til side, jeg krænger mine bryster ud af BH’en, han kysser dem, først forsigtigt, så hidsigt. Vi kæmper og kysser og det hele går alt for stærkt, vi når slet ikke at mærke hinanden. Det er en krig, vi begge vil vinde og til sidst opgiver vi og falder i søvn, halvt påklædte, halvt nøgne.

Da vi vågner, spørger han igen:
– Er det alvor?
Jeg løfter mig om på siden, kysser ham, lægger en finger over hans læber.
– Schysss.
Han kæmper imod, leende, vil flytte min finger, jeg nægter og det hele starter forfra.
Negl og bryster, vi kæmper.
– Uafgjort er ikke et resultat, insisterer jeg.
Til slut er vi så udmattede, at vi falder sammen omkring hinanden. Jeg med mine ben over hans, han med en arm under mit ansigt.
Først da jeg kan høre på hans vejrtrækning, at han sover tungt og jeg er sikker på, at han ikke kan høre mig, hvisker jeg ja.