Louise Juhl

Vi flytter ind i december, maler vægge, lofte, stuk. Paneler og vindueskarme. Der står damp ud af vores munde, vi låner to varmeblæsere af hans bror.
– De forslår som en skrædder i helvede, klager han, kulden kommer indefra, fra vægge og gulve. Huset har stået ubeboet i månedsvis.
– Den slags mærkes, siger han.
Han låner mig sine luffer og en tophue med kvast, et ømt syn, som jeg balancerer dér, øverst på trappestigen, iført pensel og rulamsvanter. Vi griner, og må begge kæmpe for at holde balancen, udenfor tømmer skraldebilen affaldsspandene, morgenlyset er skarpt og blottet for varme. Renovationsarbejdernes stemmer er fjerne, uvirkelige og alligevel sært beroligende.
Han siger, det går fremad.
– Det går fremad, gentager han.
Jeg henter frokost i Føtex, lun leverpostej, et glas rødbeder og brød fra bageren. Vi bruger et stykke plastikafdækken som tallerkener, og river grove humpler af brødet – brødkniven ligger i lejligheden, vi forlod. Han smører et tykt lag leverpostej på en grov humpel.
– Fifty, fifty, griner han og peger på de to lag, brød og pålæg. Han holder en hånd under, men leverpostejen får slagside, og jeg når kun akkurat at gribe, før det rammer gulvet.
Han spiser postejen direkte af min hånd: Ummm, han holder blikket lidt længere end ellers.
– Rødbederne må vi vist vente med, siger jeg så, og forsøger at gabe over min egen anretning, forgæves. Jeg opgiver, sætter maden fra mig og begynder oppefra og ned. Først leverpostejen mellem to fingre, derefter en bid brød.
Det sidste er tørt og tykt, jeg hoster og henter et glas vand.
– Det kunne vel være værre,? spørger han og banker mig let på ryggen.
Han har ret, det kunne være værre. Et kort øjeblik kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil, end at sidde her på gulvet mellem brød, rødbeder og varmeblæsere sammen med ham.
– Jeg elsker dig, vil jeg sige, og kysse ham med leverpostej og brødkrummer og tør hoste i halsen. Men så kommer jeg i tanke om rødbederne, fisker i stedet en skive op mellem tommel- og pegefinger, læner mit hoved tilbage, åbner min mund og lader den røde riflede rødbede falde ned i gabet.