Louise Juhl

Om aftenen ligger jeg vågen i sengen. Min krop er rastløs og rasende, mine tanker kredser om fremtiden. Os og huset.
Barnet?
Gennem det halvåbne vindue høres lyden af en knallert, der gasser op. En hund gør, efterfulgt af en stemme, bestemt: – Slut! 
Jeg vender mig og har ansigtet imod hans ryg. Jeg holder igen for ikke at række ud, holde om: Der er ingen grund til at forstyrre, så vil vi bare være to, der ikke kan sove.
Måske hører han mine overfladiske vejrtræk, fornemmer at jeg holder noget tilbage. I hvert fald vender han sig imod mig, så vi ligger ansigt mod ansigt.
Hans øjne er stadig lukkede. 
– Kan du ikke sove, mumler han søvnigt, åbner det ene øje på klem. Jeg kan ikke lade være at le.
– Du ligner en bjørn, der er blevet vækket af sit hi, smiler jeg og holder en hånd op foran mine øjne: – det er vist en gnaven bjørn.
Han åbner det andet øje, hiver begge sine hænder frem fra under dynen, former dem til kløer. Krumme krogede fingre:
– Grrrrr.

Så tvinger han mig om på ryggen, holder mine arme ned mod lagnet:
– Det er en meget gnaven bjørn, hvisker han og bukker sig ned, åbner sin mund over mit ansigt. Jeg stikker en hånd ind under dynen, tager fat om hans pik.
– Meget gnaven, knurrer jeg.

Og vi kysser og slåsser og bider og elsker, til alle tanker om fremtid og barn har forladt mig, og min krop endelig finder ro.