Louise Juhl

Han gnider sig i øjnene med bagsiden af en arm, rejser sig halvt op på albuerne:
– Hvad? 
Jeg har drømt. 

Der er kun mig og barnet. Alle veje er af beton, alle bænke og huse. Der er lavet huller til vinduer, men ingen vægge til at bære dem, hullerne svæver frit i luften. Jeg bærer barnet i en bylt på maven, leder efter et stoppested, en bus, en taxa. Noget, der kan bringe os frem, måske, eller tilbage, det står ikke klart. 
Der er ikke noget at se udover nogle få massive piller i grå, nyttesløse rejsninger i betonhavet. 
– Vi er der snart, hvisker jeg til barnet, -vi er der lige straks.
Et øjeblik frygter jeg, at de mange falske forsikringer vil svække barnets tilknytningsevne, tilliden til de nærmeste.
Alligevel gentager jeg. Vi er der lige straks, vi er der lige straks.

Vi når til et lyskryds, stiller os for at vente. Da lyset endelig skifter til grøn, vikler barnet sig ud af bylten og passerer vejen, jeg står tilbage.
– Jeg er der snart, råber hun tilbage over skulderen, -jeg er der lige straks.

Lyset skifter igen til rød. En høj kran bevæger sig over himlen, den bærer hullet til et vindue i en krog. Kranen ligner en Fugl Føniks af metal.