Ensomig #619
by Louise Juhl Dalsgaard
Det har regnet i tre dage, vasketøjet hober sig op, jeg orker ikke at skjule det længere. I går hentede jeg avisen og åbnede den og lukkede den igen, resten fortaber sig i tåger. Naboen har besluttet at ryge en kylling på grillen, han har udset sig det bedste stykke fjerkræ i miles omkreds, fortæller han, og holder det døde dyr op i bagbenene, viser det frem mellem træerne i skellet. Jeg nikker, smiler og løfter en hånd til hilsen. Jeg er vred i dag, ikke på naboen eller den døde kylling, men på hele situationen, al den død og vinken.Naboen går tilbage til sin grill, finder et termometer. Stikker hurtigt og uden varsel instrumentet i fjerkræet.
– Det handler om at bruge tiden fornuftigt, råber han. Jeg skynder mig at læne hovedet tilbage mod liggestolens ryglæn, lukker øjnene, trækker vejret tungt som i søvne.Senere hægter jeg træklemmer af snoren, tæller dem, der er nitten. Hænger dem tilbage på tørresnoren igen. Smører en rugbrød med kolde kartofler, sennep og hytteost, dækker op med smørrebræt og kniv og gaffel. Man skal behandle sig selv som en ventet gæst, samme omsorg og omhu, det har min mor lært mig. Jeg har svært ved at vænne mig til følelsen, at sidde til bords med mig selv, og opgiver. Spiser maden stående og med fingrene.
I tre timer spiller naboen crocket med sig selv, ind imellem spejder han rundt, hver gang gør jeg mig umage for at udfylde tiden. Klemmer og kartofler, vasketøj og bunker. Til sidst lægger han køllen, løfter låget med højtidelig mine. Det er et rørende øjeblik faktisk. Han har dækket op med hvid dug, foldede servietter og to glas ved sin tallerken. Han skærer dyret i tykke, saftige skiver, skærer en bid, men standser så op, vender sig rundt.Løfter glasset:
– Skål, smiler han. Jeg løfter hånden uden glas. – Skål!
Min mave rumler.