Louise Juhl

Jeg husker ikke, at jeg var lykkelig, heller ikke det modsatte. Jeg stod bare op og gik i gang med det, der ikke var blevet afsluttet dagen forinden eller dagen før det.

Jeg købte gummisko, blå med gule striber, og smed dem ud næsten med det samme, hvorfor husker jeg ikke. Hver morgen spiste jeg bananpandekager med rabarberkompot og hver aften en bagt kartoffel med hytteost og purløg. Frokost spiste jeg kun sjældent, og når det skete, var det som regel en müslibolle eller noget lignende, jeg kunne spise i farten. Ikke fordi jeg havde travlt eller var på vej nogen steder hen, men fordi jeg ikke brød mig om tanken om at være en slave af maden. 

Om aftenen så jeg tv uden at lægge mærke til, hvad jeg så, jeg lod bare lydene fra skærmen distrahere mine tanker, som var alt for mange og knudrede og som regel handlede om mænd, der ikke ville have mig. Eller omvendt mænd, der ville have mig, men som jeg ikke ville vide af.

En af dem hed Martin, han var brandmand og kom hver dag kørende på sin motorcykel, når han havde fri. Så satte han sin tunge cykel fra sig, og slog støttefoden, der var kraftig og genstridig, ned, hang hjelmen over styret og gik op til første sal, hvor jeg boede. Ringede på.

Han var klar over, at jeg var hjemme, ind imellem nåede han endda at se et glimt af mig i vinduet, før jeg forsvandt ud i køkkenet eller på badeværelset. Jeg åbnede aldrig for ham, alligevel blev han ved at komme, flere måneder i træk, indtil det blev koldt og sne og motorcyklen skulle opmagasineres for vinteren. 

I marts skrev han så. Han havde solgt sin motorcykel, fortalte han, og spurgte, hvorfor jeg aldrig havde lukket ham ind?

Heller ikke dét, svarede jeg på. Jeg spiste min bagte kartoffel og tændte for fjernsynet, skruede lyden op på max.