Louise Juhl

Han har alt for meget om ørene for tiden, fortæller han. Arbejde, hængepartier. En ven, der hænger med hovedet. 
Han vil gerne lytte, det er ikke det.
– Men der må være tidspunkter, hvor vi kan holde fri, siger han. Hvor barnet er en drøm, en vigtig drøm, bestemt, men hvor vi kan få lov at være virkelige imens. Leve. 
Sådan siger han.
– Jeg ved ikke, hvordan man gør, svarer jeg, – min virkelighed er barnets, mit liv. 

Han tager den sidste slurk af kaffen, skyller koppen af under den kolde hane, stiller den i vasken. Tager et stykke tyggegummi fra pakken i sin lomme. 

Udenfor er regnen ved at stilne af. Bladende fra de høje træer i gårdhaven drypper tungt, græsset har overgivet sig og ligger fladt nedenunder.
– Du. Han afbryder sig selv, fortsætter et andet sted:
– Det her er jo dit liv, vores. Os to. Uden et barn.

– Nej, svarer jeg, det er ikke et liv.