Ensomig #631

by Louise Juhl Dalsgaard

”Jeg er en mur/ og mine bryster er som tårne/ men over for ham/ måtte jeg overgive mig.” Højsangen kap 8, vers 10

Dagene tilhører ikke guderne, men lægerne, i deres hvide kjortler og med deres desinficerede håb.

Puregon, Gonal-F, Fostimon. Pergoveris, Elonva, Bravelle.
Kært barn har mange navne.

Ægblærene måler nu 18 mm. 
Sjælen vejer 21 gram, læser jeg.
 
Barbaras vejer ti tons. 

”Jeg besværger jer/ Jerusalems døtre:/ved gazellerne og ved hjortene på steppen:/ I må ikke vække kærligheden/ I må ikke vække den til live, før den selv vil!”

Prøvesvaret er negativt.
Kærligheden vil ikke?